Tilbage til Alle begivenheder

WORKSHOP: Ansøgning om drift

DRIFTSANSØGNING TIL STATENS kUNSTFOND

[Denne workshop er på dansk]

Overvejer du – eller jeres kompagni – at søge driftstilskud eller støtte til flere aktiviteter hos Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst ved ansøgningsfristen den 2. juni 2026? Og kunne I bruge klarhed, inspiration og konkrete redskaber til at formulere en stærk og overbevisende ansøgning?

Så er denne workshop for jer.

Performing Arts Platform har inviteret administrator og rådgiver Jens Christian Jensen til en fokuseret og praksisnær workshop, der stiller skarpt på begrebet drift – og hvordan det adskiller sig fra aktiviteter, projekter og basisdrift, set i lyset af Kunstfondens og Projektstøtteudvalgets strategi og indsatsområder.

Hvad får du med?

Workshoppen giver dig:

  • Klarhed over, hvordan drift forstås i en ansøgningskontekst

  • Indblik i den langsigtede planlægning, der ligger bag en stærk driftsansøgning

  • Inspiration til, hvordan samarbejder og co-produktioner – nationalt og internationalt – kan styrke din ansøgning

  • Gennemgang af strukturen i en større ansøgning (op til 10 sider) – og hvordan den adskiller sig fra en klassisk projektansøgning (2 sider)

  • Konkrete greb til at formulere den samlede fortælling om kompagniet/teatret

  • Forståelse for, hvordan en flerårig støtte kan bruges strategisk i forhold til udvikling og bæredygtighed

Derudover vil Jens Christian gennemgå:

  • Opbygning af et driftsbudget – og hvordan det adskiller sig fra et projektbudget

  • Strukturering af budget og finansieringsplan

  • Alternative fundingmuligheder, herunder nordiske og private fonde

  • Hvordan co-produktioner kan tænkes strategisk ind i både budget og udvikling

Hvem er workshoppen for?

Workshoppen er åben for alle, der overvejer at søge om drift eller flere aktiviteter i puljen til Scenekunst for børn, unge og voksne hos Statens Kunstfond (frist 2. juni 2026). Det gælder bl.a. selvproducerende kunstnere (instruktører, koreografer, dansere, skuespillere), samt producenter, rådgivere og administratorer mfl.


Workshopholder: Jens Christian Jensen / JC Copenhagen

Jens Christian har arbejdet inden for scenekunstbranchen i mange år. Han har været ansat i Slots- og Kulturstyrelsen, hvor han har rådgivet og administreret tilskud fra Statens Kunstfond til musikprojekter, rytmiske spillesteder samt teatre og scenekunstprojekter. Derudover har han været ansat i Københavns Internationale Teater og været rådgiver og projektadministrator i Projektcentret i Dansehallerne over en årrække. Han er nu selvstændig og står for administration og rådgivning for en række kompagnier og koreografer, og har været involveret i forskellige nordiske projekter, bl.a. mentorprogram for danseproducenter og dansefilm. Endelig har han været operatør på vegne af Statens Kunstfond for deres satsning på dans internationalt på Tanzmesse i Düsseldorf i Tyskland gennem en årrække, senest i august 2024.

Jens Christian har en BA i historie og Mellemøstens historie og er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling. Han har senest taget efteruddannelse hos DISPUK i Narrativ coaching og vejledning samt Narrativ grunduddannelse som samtalepraktiker.


Praktiske oplysninger

Sted: Performing Arts Platform, Valdemarsgade 1G, Aarhus

Dato: Tirsdag den 14. april 2026

Tid: 10.00 – 14.00 (inkl. 30 minutters frokostpause)

Sprog: Dansk

Medbring: Egen bærbar computer og strømforsyning

Pris: Workshoppen er gratis. Der serveres frokost, kaffe/te og vand undervejs

Tilmeldingsfrist: Torsdag d. 9. april kl. 12:00

Pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet

Forrige
Forrige
4. marts

MORGENBRIEFING: En Passende, Positiv Forstyrrelse – Hvad kan kultur i sundhedsfeltet?

Næste
Næste
5. maj

MORGENBRIEFING: Et internationalt blik på børneteatret