Foto: Emilie Lund
Hvordan gør vi eksperimenterende scenekunst tilgængeligt?
[Denne morgenbriefing er på dansk/engelsk afhængig af deltagere]
I 2022/23 så kun 53.648 danskere contemporary/eksperimenterende danseforestillinger. Til sammenligning så 1.178.544 personer teater og 208.693 personer opera. Forklaringen kan være flere, men det relevante sprøgsmål for Emilie Lund var, hvordan kan vi som scenekunstnere bidrage til at gøre eksperimenterende scenekunst og dans mere tilgængelig? Og kan vi give publikum mulighed for at deltage på en både tryg og engagerende måde? Det spurgte Emilies kompagni, Eluda Dance Co., sig selv om med projektet “Wake up Topia”. De har testet værktøjer og undersøgt hvilke forhindringer missionen rummer.
På denne morgenbriefing vil Emilie glæde sig til at dele deres refleksioner og erfaringer, vise lidt klip fra processen, og dele et par minutter fra selve forestillingen.
Vel mødt!
Oplægsholdere / Emilie Lund, Kunstnerisk leder.
Emilie Lund er kunstnerisk leder af Eluda Dance Co., som blev startet i 2016. Kompagniet flyttede fra Guadalajara, Mexico, til Holstebro, Danmark, i 2020 og videre til Aarhus, Danmark, i 2024 - under nyt navn og CVR: Black Circle - Eluda Dance Co.
Kompagniets kunstneriske praksis tager udgangspunkt i fysisk teater og contemporary dans og samarbejder ofte med internationale kunstnere. Eluda Dance Co. arbejder med projekter, der som oftes relaterer sig til dans og scenekunst, og er især interesseret i forholdet mellem rum og krop - både på scenen og i det arkitektoniske rum.
Emilie har en master- og en bachelorgrad i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet, Danmark, samt en bachelorgrad i moderne dans fra Instituto Superior de Artes Escénicas, Guadalajara, Mexico. Ud over sit arbejde med Black Circle - Eluda Dance Co. arbejder hun også som freelancer - herunder som danser, projektleder, producent, tourmanager, produktionsassistent, m.m.
Kompagniet er projektbaseret og finder samarbejdspartnere afhængigt af det enkelte projekt. Wake Up Topia er lavet i samarbejde med lyddesigner og performer Petra Banke.
Hvor
Performing Arts Platform, Valdemarsgade 1G, 1.tv, 8000 Aarhus C.
Tilmelding
Deltagelse inkl. morgenmad er gratis, men tilmelding nødvendig.