Tilbage til Alle begivenheder

morgenbriefing: Mød Jakob Tekla Jørgensen, ny direktør for Aarhus Festuge

Jakob Tekla Jørgensen er ny direktør for Aarhus Festuge pr. 1. oktober 2025 Foto: PR

Mød Jakob Tekla Jørgensen, ny direktør for Aarhus Festuge

[Denne morgenbriefing er på dansk]

Til denne morgenbriefing får vi besøg af Jakob Tekla Jørgensen, der er nytiltrådt direktør for Aarhus Festuge pr. 1. oktober. Jakob har indgående erfaring fra og kendskab til scenekunstbranchen, hvor han har stået i spidsen for flere teaterinstitutioner rundt omkring i det jyske.

Vi har inviteret Jakob til at fortælle lidt om sine visioner for Aarhus Festuge, en af byens helt store kulturbegivenheder fyldt med kunst, kultur og fællesskab - og i den forbindelse gå i dialog om, hvilken rolle scenekunsten kan spille i Festugen fremover. Hvilke former for samarbejde kan opstå mellem Festugen og scenekunsten? Hvordan kan Festugen være et sted, hvor nye publikumsgrupper opdager scenekunsten?

Oplægsholder

Jakob Tekla Jørgensen er cand.mag. i filosofi og nordisk litteratur fra Aarhus Universitet og har haft base i byen on/off siden 1990’erne. Gennem sin karriere har han bevæget sig på tværs af det danske teaterlandskab, før han 1. oktober 2025 tiltrådte som direktør for Aarhus Festuge, efter en årrække med ledende roller i både teater- og kulturlivet. Senest har han været direktør for Kolding Egnsteater (2023–2025), og før det udviklingskonsulent i Viborg Kommune samt grundlægger af White Hole Theater (2020–2023). Fra 2010 til 2020 stod han i spidsen for Teater Nordkraft i Aalborg, og inden da var han en del af ledelsen ved Teatret Møllen i Haderslev (2006–2010).

Jakob Tekla Jørgensen har omfattende erfaring med kuratering, publikumsudvikling, fundraising og tværsektorielle samarbejder. Han er optaget af at arbejde i skæringsfeltet mellem kunst, teknologi, bæredygtighed og byudvikling, hvilket han har udviklet på forskellige måder i Haderslev, Aalborg, Viborg og Kolding. Han har desuden været engageret i en række bestyrelser og dramaturgiater, herunder Aarhus Teater, Dansk Teater og CPH Stage.

Hvor

Performing Arts Platform, Valdemarsgade 1G, 1.tv, 8000 Aarhus C.

Tilmelding
Deltagelse inkl. morgenmad er gratis, men tilmelding nødvendig.

Tilmeld dig her
Forrige
Forrige
29. oktober

morgenbriefing: CPH STAGE – internationalisering og nationale indsatser

Næste
Næste
11. november

Set fra Aarhus - Samtale om den kommende scenekunstreform