Foto: Ingrid Ingrid Johanne - fra installation “appelsin” 2024 på Galleri TESE af Josephine Marquard.
blod - et performance-univers i Den Nye By
[Denne morgenbriefing er på engelsk eller dansk alt efter fremmøde]
Kom til langbordsmorgenmad med hvid dug og blodig fingermad. Skaberne af performance-universet BLOD, inviterer indenfor i deres scenografi og vil samtale om det, der rører sig i deres aktuelle kunstneriske udviklingsarbejde forud for festivalen Den Nye By (www.dennyeby.dk) d. 26. og 27. september 2025 i Fronthuset på Mejlgade, Aarhus.
Den Nye By er en festival for fremtidens by, der samler unge i Aarhus om at forvandle vores måde at tænke, skabe og være i byen sammen på - til et væld af kunstinstallationer, workshops, performances, talks mm. Hertil udvikles BLOD som et performativt univers, der inviterer deltagerne ind i ritualer og rum, der afmonterer vores hårdhed og vækker det bløde og levende.
BLOD refererer til vores klima, der bløder, vores trivsel der bløder, og vores demokrati der bløder. Men BLOD er også det, der forbinder os, og som løber i vores årer og repræsenterer det nye, det levende og friske, unge blod.
Hvordan ville vores samfund se ud, hvis vi satte livet og det levende over det rationelle og det produktive? Hvordan skaber vi en by så blød som en krop?
Oplægsholdere / Josephine Marquard, Anders Freestone og Rikke Ebling
Performancen er udviklet af kunstneriske ledere Josephine Marquard og Anders Freestone og koreograf Rikke Ebling med seks performeres egne dagbogsnoter og videoværker i dialog med Den Nye Bys aktører. Dramaturgien er skabt af hele holdet ud fra kollektiv instruktion - en eksperimenterende og intuitiv metode.
Hvor
Performing Arts Platform, Valdemarsgade 1G, 1.tv, 8000 Aarhus C.
Tilmelding
Deltagelse inkl. morgenmad er gratis, men tilmelding nødvendig.